Og så blev vi gode venner igen... igen.

En kaos weekend. Begge forældre var væk, så jeg havde tøserne for mig selv. Egentligt skulle vi bare hygge... men ja, sådan gik det ikke helt. Når jeg siger 'nej' mener jeg 'nej', og det er åbenbart lidt svært at forstå, når man er 6 år. Så der blev grædt en del tårer - men vi blev hver gang gode venner igen :)

Det kørte faktisk godt. Vi lavede mange fællesting. Vi lavede lidt springgymnastik og dansede limbo. I mens Sofie var hos en legekamerat forberedte Sara og jeg det festmåltid, som de havde bestemt. En pizza margarita, pasta med pizzaost og en masse salat/frugt. Om aftenen så vi 2 afsnit at 'Nana' og 2 afsnit af 'Lotte'. Det var rigtig hyggeligt med stearinlys og det hele. Hvor voksen er det lige, man er blevet, når man rejser sig fra sofaen for at flytte fyrfadslysene hen på bordet, hvor man kan se dem? Trods det at de står i holdere og væk fra noget brandfarligt.

Søndagen kom, og det gik også godt, lige indtil Sofie valgte at male mors golfsko med rød oliemaling og derefter male det over med sort, så det ikke var så let at se. Hvorefter den mørkerøde maling var til at spotte over det meste af underetagen. Dette tager umiddelbart ikke længere tid, end at lægge tøj på plads. Så mens jeg var oppe, var der en lille kunstner i gang. Suk!
'Men jeg rørte bare ved muren,' siger den lille uskyldige pige, der nægter sig skyldig i sagen, trods indsmurte hænger og maling på FCB fodboldtrøjen (yndlingstrøjen). Muren er laksefarvet og knas tør, skal det lige siges. En lille time senere kom et grædkvalt 'undskyld' og vi blev gode venner igen igen. Jeg tvang hende dog med til alle mine pligter. Hun tager nok ikke skade af at lære at lægge sengetøj på og putte tøjet på plads. Hun var stort set med mig rundt resten af dagen og slap hende ikke af syne.

Men de er nu kære begge to. Vi sidder og ser et Brødrene Grimm eventyr og som den skabspædagog jeg nu er, spørger jeg: 'Kan I nævne et andet eventyr, de har skrevet?
Sara svarer: 'Prinsessen på ærten.. Nej, er det ikke H. C. Andersen, der har skrevet den?'
Hvorefter Sofie spørger: 'H. C. Andersen - er det ikke ham fra Lille Per?'
Sådan en samtale er da uvurderlig!

Sofie og jeg har også vandet blomster, så de ikke druknede. Det oplever man alt for sjældent!!

Så 'nej' er stadig 'nej'.