Sidste sommerdag

I fredags...

opdagede jeg, at jeg kan roere mine fingre paa ryggen
var det Jans foedselsdag
var jeg ved at koebe cremefraish i stedet for floede... men fornuften vandt, trods den franske kvindes garanti
bagte jeg en kyskagekage, der faldt i god smag
fik jeg koebt en ny creme
lignede jeg (i andres oejne) igen igen en tumpe paa loebehjul
var det den første efterårsdag


Nye opdagelser...
Man kan ikke koebe almindelig svinefars hernede. Hvis man koeber det, der ligner svinefars, saa er det blandet med oksefars. Maerkeligt!

I weekenden var jeg aldeles kulturel. Lørdag nat var der et arrangement, hvor man for 10 euro fik adgang til alle museer. Vi fik desværre kun set 2. Vi startede på det moderne. De havde fået en maler til at male et maleri, imens det stod på. Det var helt vildt. Han malede sådan lidt klatagtigt, så det var svært at se motivet tæt på, men trådte man et skridt tilbage, var man ikke i tvivl og det. Det var helt fascinerende at kigge på. Vi så også en mand, det lavede figurer af sæbe. Det må være lækket at arbejde med. Det var også smukt at se på. Det lignede lidt 'elipsen', altså den ene af figurerne. Bagefter tog vi på det historiske museum. Desværre stod mange af tingene kun på fransk, så det fangede vi ikke så meget af. Ellers stod det en gang i mellem på luxembourg, hvilket ikke gjorde det meget bedre. Men det var hyggeligt at gå rundt, snakke, kigge og finde sjove ting.
Jeg var hjemme ved en 1-tiden den aften, godt gennembanket af de mange trapper og gåture. Men søndag morgen var det tidligt op igen. Jeg havde aftalt med Sif og Linette, at vi skulle mødes kl. 10. Så inden da skulle jeg i bad og smøres ind i creme og tage bussen ind til centrum.
Vi gik hen til Casematerne, men det viste sig, at de var lukkede. Øv også.. men Sif havde hørt, at der også var et andet sted. Så vi gik gennem byen og ned i Grund, og efter lidt søgen og et besøg i en kirke fandt vi Casematerne. Det er underjordiske huler, som man i gamle dage brugte til at gemme soldater og våben i.
Der var ikke så meget at se, men man havde en fantastisk udsigt ud igennem hullerne i vægene.

Vi satte os ind og fik lidt morgenmad hos en bager. Der er mange her, der tager ud og spiser morgenmad.. i hvert fald flere end i Danmark. I mens vi sidder der, skriver Sara til os for at høre, om vi vil med ud til den amerikanske kirkegård (fra 2. verdenskrig). Tjo.. det ville vi da godt. Anna hentede os så i bil og vi kørte derud. Man kan rulle taget af 'Det grønne lyn' (hendes bil) og vi skreg/sang med på sangene i radioen, mens vi blev blæst omkuld. Det var så sjovt. Vi kom derud og mødte Sara og Caroline. Malene kom senere. Det var lidt surrealistisk at se kirkegården. Der var så mange hvide kors.. og de står symetrisk og velpassede. Vi blev helt stille.. et sekundt eller to. Efter vi var kommet os over oplevelsen, kørte vi videre hen til den tyske kirkegård.
Vejret var skønt og vi gik rundt i t-shirt.
Den tyske kirkegård er noget mere hyggelig. Den er ikke så velpasset, men der er træer og blomster. I forhold til den amerikanske er der 4 navne på hver stenkors. Henne ved indgangen var et lille rum, hvor man kunne se, at de får i tiden 'bare' havde fået et trækors. Kirkegården ligger midt inde i en skov, og man skal derfor gå et stykke for at kommer hen til den. Det var utroligt farverigt. Anna udbrød et 'wauw', da vi gik der.

Vi kørte ind til byen og gik alle på isbar. Det var simpelthen så hyggeligt. Vi sad der og snakkede. Det kan godt være lidt besværligt, fordi to af pigerne ikke kan så godt med hinanden, men den dag var det kun den ene, der var taget med. Så vi kunne være afslappede i hinandens selskab.

Ved en 16-tiden tog Linette og jeg med Anna hjem. Vi holdt en mini videoaften. Ej, hvor er det altså ærgerligt at Anna snart skal hjem. Linette og jeg fulgtes ind til byen og gik lidt rundt, mens vi ventede på vores busser helt hjem. I Luxembourg skal man næsten altid ind til centrum for at skifte bus. Mens mørket faldt på slendrede vi ned igennem gaderne. Det var første gang, jeg var alene med Linette. Det var rart at møde hende alene.

Dagene flyver af sted. Jeg kan næsten ikke følge med. Jeg var ude for et mindre uheld i går, da jeg tog løbehjulet ned efter pigerne. På vejen ned af bakken lod jeg løbehjulet få frit løb det sidste stykke. Det plejer ikke at være noget problem. Men det havde regnet tidligere, så fortovet var vådt, og da der pludselig stod en hund (det er unormalt at se en hund her) foran mig, kunne jeg ikke andet end at springe af. Værst er det gået ud over min lillefinger og mit højrelår, der tog faldet. Resten er bare astaltskræmmer. Og hunden.. ja, den har det fint. Den blev i hvert fald ikke ramt.

Nu er min au pair mor ude at rejse igen. I går passede jeg derfor selv børnene, mens min aupair far var til møde. Den mindste savnede sin mor og kunne ikke rigtig sove. Også selvom hun lå i forældrenes seng. Så det endte med, at jeg lå sammen med hende og fik sunget de fleste sange, jeg lige kunne huske. Til sidst sov hun...

Nu er efteråret på vej. Temperaturen falder og jakken skal på. Vanterne er også fundet frem. Men jeg nyder at det ikke blæser på samme måde. Det er anerledes. Jeg har også været heldig med at være indendøre, hver gang det regner.

Her til sidst ønskes et tillykke til Birte.

Sommer, sol og soendag

Endnu en uge er gaaet. Jeg sidder her mandag morgen og forsoeger at faa styr paa vasketoej, opvask og oprydning. Det er ikke saerlig slemt her i huset, men mandag er altid en smule kaotisk.

Vi fik alle sagt paent paa gensyn til Camilla, der nu er taget tilbage til Danmark. Sikke et tab! Hun holdt Brunch loerdag, men der kunne jeg desvaerre ikke komme med. Til gengaeld var jeg med baade mandag og tirsdag aften paa vores stam cafe/bar/poelsevogn Scotts. Det var saa hyggeligt. Snakkede og grinte. Tog sjove billeder og faa videoer. Naa.. men resten af ugen havde jeg saa mest lyst til at vaere lidt for mig selv. Blev hjemme ved familien og hyggede med boernene. De elsker, naar de faar lov til at komme med op p[ mit vaerelse.. specielt naar de faar lov at spille lidt paa guitaren.
Torsdagaften skulle jeg selv passe pigerne mens foraeldrene var til foraeldremoede og tennis. Saa der blev min taalmodighed endnu engang testet. Jeg skulle selv faa pigerne i seng. Den aeldste gjorde paent som jeg sagde, selvom hun hellere ville vaere blevet oppe alene med mig, hvis det stod til hende. Men den yngste skulle lige markere sig igen. Saa... kaempe kaempe kaempe. Det lykkedes mig dog tilsidst at faa hende til at boerste taender, faa lov til at tjekke dem og fik hende ind i hendes egen seng. Hun var graedende og overtraet. Men som altid endte det med at vi blev gode venner.

Fredag aften inviterede jeg gruppen hjem til mig. Vi er blevet ret inddelt. Det er ikke noget, vi er blevet bevidst. Men hver gang vi opfordrer til at moedes fx paa Scotts en aften, saa er det altid den samme lille flok, der moeder op. Ogsaa selvom alle er inviteret. Jeg husker ikke om det var i mandags eller tirsdags, men Anna fortalte at hun havde faaet hendes kaereste tl at sende en lille pose chips dip med i hans brev. Jeg spurgte hende, om vi saa ikke skulle holde et dipparty. Folk var straks med paa ideen, men Anna var ikke sikker paa, at det kunne holdes hos hende. Saa jeg spurgte mine 'foraeldre' om det maatte blive holdt hos os. Det maatte det. Saa fredag kom de alle hjem til mig. En 7 stykker med chips, slik, sodavand og is. Vi saa de platte, men let underholdende amerikanske popfilm og snakkede. Det var rigtig hyggeligt. AP'erne var vildt misundelige paa mit vaerelse, mine 'foraeldre' og mine bustider. De blev enige med sig selv om, at det ikke var sidste gang, at jeg holdt en fest.
Nogle tog hjem mens andre overnattede. Stille og roligt.

Loerdag ringede jeg til Joan for at hoere, om de var hjemme og om jeg maatte komme forbi. Det var de og Joan kom straks efter mig. Hun kunne foerst slet ikke kende mig. Men hun kunne nu ved naermere eftersyn godt se, hvor jeg hoerte til. Vi sad ude i haven og snakkede om alt muligt. Det var skoent. Vejret var fantastisk, solen bagte efteraarslunt og traeerne stod farverige. Ida kom hjem fra biografen.. noget stoerre end jeg husker hende. Da jeg lige var kommet, blev jeg vist rundt i huset. Jeg smuttede ud i koekkenet. For sjovt nok kunne jeg bedst huske deres slik skab... nej, slik rum! Og det havde de stadig. Jeg kunne ogsaa huske Idas vaerelse, koekkenet og stuen. De inviterede mig med ud og spise paa kinesisk restaurant. Den var virkelig laekker... med massere af mad. Godt maet og med en slikkepind i haanden (som boernene faar efter maden, naar de voksne faar et glas et eller andet - jeg er altsaa stadig et barn) blev jeg saa koert hjem.

Soendag var det Papastag (farsdag) og pigerne havde gaver med fra skolen. De laver simpelthen gave i skolen med henblik paa den dag. De skulle endda skrive det samme i kortet, altsaa eleverne i klassen. Saa selvom man ikke syntes at ens far var den bedste i verden, saa skulle de skrive det. Maerkeligt.
Vi tog alle af sted. Familien havde spurgt, om jeg ville med i Valligator. En forlystelsespark i frankrig. Jamen, det ville jeg da gerne. Jeg haabede lidt at Julie (au pair) ogsaa skulle med, men det kom hun ikke. Saa jeg var alene med 7 boern og 6 voksne. Jeg tog med boernene op i karusellerne, naar de voksne ikke gad og de ikke turde selv. Jeg sagde dog 'nej' til Tekopperne og den vildeste rutchebane med loop. Og selvom de aeldste boern havde naaet den alder, hvor de smaa karuseller var for barnlige.. men stadig sjove, saa hyggede de sig nu rigtig godt.
Paa vejen hjem sov vi alle sammen. Det er haardt at vaere den populaere au pair, som gerne skulle med op i det hele, med rundt til det hele, og se det hele. Men jeg er nu glad for, at jeg tog med. Jeg kan godt lide, at jeg bliver en del af familien og ikke bare er mig. Ogsaa det at jeg fik snakket med de boern, som mine piger snakker med og om. Vejret hernede er altsaa fantastisk. I gaar gik jeg i stropbluse og nederdel. Der er stadig en sommeragtig tilstand, selvom man godt kan fornemme den kolde vind snige sig ind. Men jeg nyder det virkeligt. Jeg har det godt.

I aften skal jeg moedes med Gerd. En norsk pige. Det skal nok blive hyggeligt.

Og så blev vi gode venner igen... igen.

En kaos weekend. Begge forældre var væk, så jeg havde tøserne for mig selv. Egentligt skulle vi bare hygge... men ja, sådan gik det ikke helt. Når jeg siger 'nej' mener jeg 'nej', og det er åbenbart lidt svært at forstå, når man er 6 år. Så der blev grædt en del tårer - men vi blev hver gang gode venner igen :)

Det kørte faktisk godt. Vi lavede mange fællesting. Vi lavede lidt springgymnastik og dansede limbo. I mens Sofie var hos en legekamerat forberedte Sara og jeg det festmåltid, som de havde bestemt. En pizza margarita, pasta med pizzaost og en masse salat/frugt. Om aftenen så vi 2 afsnit at 'Nana' og 2 afsnit af 'Lotte'. Det var rigtig hyggeligt med stearinlys og det hele. Hvor voksen er det lige, man er blevet, når man rejser sig fra sofaen for at flytte fyrfadslysene hen på bordet, hvor man kan se dem? Trods det at de står i holdere og væk fra noget brandfarligt.

Søndagen kom, og det gik også godt, lige indtil Sofie valgte at male mors golfsko med rød oliemaling og derefter male det over med sort, så det ikke var så let at se. Hvorefter den mørkerøde maling var til at spotte over det meste af underetagen. Dette tager umiddelbart ikke længere tid, end at lægge tøj på plads. Så mens jeg var oppe, var der en lille kunstner i gang. Suk!
'Men jeg rørte bare ved muren,' siger den lille uskyldige pige, der nægter sig skyldig i sagen, trods indsmurte hænger og maling på FCB fodboldtrøjen (yndlingstrøjen). Muren er laksefarvet og knas tør, skal det lige siges. En lille time senere kom et grædkvalt 'undskyld' og vi blev gode venner igen igen. Jeg tvang hende dog med til alle mine pligter. Hun tager nok ikke skade af at lære at lægge sengetøj på og putte tøjet på plads. Hun var stort set med mig rundt resten af dagen og slap hende ikke af syne.

Men de er nu kære begge to. Vi sidder og ser et Brødrene Grimm eventyr og som den skabspædagog jeg nu er, spørger jeg: 'Kan I nævne et andet eventyr, de har skrevet?
Sara svarer: 'Prinsessen på ærten.. Nej, er det ikke H. C. Andersen, der har skrevet den?'
Hvorefter Sofie spørger: 'H. C. Andersen - er det ikke ham fra Lille Per?'
Sådan en samtale er da uvurderlig!

Sofie og jeg har også vandet blomster, så de ikke druknede. Det oplever man alt for sjældent!!

Så 'nej' er stadig 'nej'.