Vi tog 6 piger af sted til Milano en forlænget weekend (torsdag til søndag). Vi satte i gang på Hamilius (busterminalen) og kørte til Frankfurt Hahn. Vi nåede det, selvom vi var ret i tvivl. Ingen af os var sådan vildt stærke i at rejse selv. Men hephey vi kom alle af sted. Vi tjekkede ind og fik det hele med. Sad ved siden af hinanden i flyet. Turen gik godt. Det gjorde ikke så ondt i ørene. Skønt. Jeg frygter stadig hver gang jeg sætter mig ind i et fly. Vi ankom sent. Og da vi havde været sent ude med at finde Hostel, så ville det have kostet os en mindre formue at overnatte den første nat. Derfor sov vi i lufthavnen fra onsdag til torsdag. Sikke noget være noget. Vi lagde os først et sted. Blev vækket og fik at vide, vi skulle være et andet sted. Så lagde vi os tilrette der og faldt så i søvn igen. Men heller ikke der måtte vi sove. Til sidst konkluderede vi, at man ikke måtte sove på gulvet. Kun i metalstolene, der var vildt irriterende. Men holdt ta op man er på bar bund, når de kun snakker italiensk. Selvom jeg ikke forstår fransk, så føler jeg mig meget mere rolig og hjemme i det sprog. Vi fattede i hvert fald ikke noget. Tidligt om morgenen tog vi bussen ind til centrum. Fik os ind i metroen og kom af sted i den rigtige retning. Fandt hotellet. Boede lidt ude for centrum i et skønt kvarter, fandt vi senere ud af. Nej nej.. hvorfor er det, at man først finder ud af sådan noget i sidste øjeblik?! Det er så typisk. Men i hvert fald var det et lækkert hotel. Det var langt mere luksus end det jeg er vant til, når jeg rejser. Vi lavede ikke en masse kulturelt og så lidt alligevel. Vejret var varmt, og vi brugte lang tid på at gå rundt. Ikke noget specielt. Så selvfølgelig den kendte shopping arkade. Den var kæmpestor. Jeg havde slet ikke forestillet mig at den kunne være så… kunstfærdig. Jeg har været inde i en GUCCI butik. Haha.. jeg følte mig så malplaceret. Sikke noget være noget. Tror også kun jeg fik lov til at komme ind, fordi jeg fulgtes med Julie, der havde en ægte taske med. Ellers gik vi rundt i de mærkeligste butikker. En af dem hed ’Love Therapy’. Alle deres ting havde et billede af en havenisse. Jeps.. havenisser. Ud over det hele. Og så i alle regnbuens farver. Der var mange fede ting, men også meget meget crap. Hvis man nu skulle bruge et dusin hadegaver, så var denne butik i hvert fald et yndet besøg. Vi var også inde i en butik KUN med ’Hallo Kitty’. Den var dekoreret med lyserøde vægge, hvide prinsesse spejle. Sølv og blonder. Alt for meget. Men det var jo også det der gjorde, at vi gik derind.
Vi spiste en del på restaurants. Det var ikke såå dyrt igen. Ikke som jeg havde regnet med. Vi fandt et bord uden for i skyggen med udsigt til Doumo (kirken) og dens plads. Det var så smukt. Med pasta og en flaske kold vand. Det var lige det vi trængte til efter mange timers vandring.
På hotellet boede jeg med Gitte (som jeg har rejst med alle gange) og Julie. Vi er tre uforlignelige størrelser. Og spørg mig ikke hvordan, men det lykkedes os at have det vildt hyggeligt. Alle 4 dage. Måske Milano kan det? Måske er vi ikke så forskellige, som vi går og tror i hverdagen. Eller også gør det bare ikke så meget, når man er på ferie.
Vi havde det i hvert fald sjovt. Snakkede om alt muligt. Vi grinede og grinede. Lige det jeg trængte til. Det var min weekend. Væk fra alle bekymringerne. De andre piger, der også var ved, havde mere eller mindre isoleret sig nedenunder på deres værelse. Så ja.. det måtte de jo om. De lå mest og tog sol på terrassen. Vidste I godt, at det er ulovligt at ligge topløs i Italien, når det er på en hotelterrasse? Nej.. ikke. Det fandt vi i hvert fald ud af. Haha..
Morgenmaden var en blandet fornøjelse. Men den var der, og det var nu godt nok. Ellers var vi ikke så meget på hotellet. Mest for at sove og hvile sig. Og specielt i middagsvarmen. Det var helt vildt. Der var en 25 grader. Indbyggerne rendte rundt i lange vinterjakker med halstørklæder og det hele. Jeg var ved at gå til i nederdel og en top. Sådan er det vel. Det virkede bare så mærkeligt. Sådan går de også rundt i Lux. Jeg fatter det ikke. Folk kigger på mig, som om jeg er skør.
Om fredagen skulle den store bytur skydes i gang. Vi spiste på en græsk restaurant (i Italien – haha) og spurgte derefter tjenerne, hvor stederne var. Der lå et i nærheden. Det tog vi. Mest fordi vi ellers skulle have taxaer hjem. Og vi var ærligtalt ikke så hjemme i Milano.. det gjorde nu heller ikke så meget. Vi kom hen til stedet. Troede først, at vi ikke kunne komme ind. Vi prøvede at spille dumme. Det hjalp ikke rigtigt. Men så viste vi sedlen og navnet ’Axel P’. Pludselig blev døren åbnet. Vi trådte ind på en rød løber. Det lignede mest af alt indgangen til et slot. Der var kæmpe statuer og guld og… ja det hele. Inde i selve danserummet var der kongestole og en kongeseng. Vi var helt oppe at køre over det. Desværre smagte drinks’ne ret dårligt og stemningen dalede lidt. Vi (mit værelse) havde også været ude dagen før. De andre forsvandt hver gang vi fandt dem. Musikken var udmærket, men ikke rigtig noget vi kendte. De spillede dog Ida Corr.. En dansk sanger. Ikke dårligt. Til sidst tog vi hjem til hotellet og faldt trætte i søvn.
Lørdag eftermiddag tog vi alle ind til byen for at se den store kirke. Eller vi skulle se taget af den. Men det endte med at Gitte og jeg var de eneste, der tog derop. Hvilket syn. Jeg glemmer det ikke foreløbigt. Vi kom om eftermiddagen. Skyggerne var lange, og solen havde det der sydlandske varme lys. Man kunne se ud over hele byen. Se ned på den store plads. Kirken var i sig selv enormt flot. Dens mange kurver og detaljer. Notre Dame i Paris er ingenting i forhold til denne.
Vi tog et hav af billeder. Prøvede at fange det hele. Gribe det for at gemme det. Putte det ned i lomme. Så vi senere kan tage det frem og føle det igen. Desværre er det ikke muligt. Men det var der.. og vi var der.
Vi spiste den sidste aftensmad samlet. Det havde været en blandet tur. Jeg havde rykket mig længere væk fra de piger, jeg plejede at gå med. Men syntes helt ærligt, at de opførte sig ret umoden. Så.. de må tage sig sammen, hvis jeg skal ’gide’ at være sammen med dem. Jeg har ikke lyst til at være nummer 2. Eller 3. Eller hvad vi var dernede. Hmm…
Men samtidigt fik jeg bekræftet, hvor sjovt jeg har det med Gitte. Det havde jeg vist glemt i farten.
Alt i alt var det en god tur. En tur, hvor jeg ingen forventninger havde. Var ligesom bare taget af sted. Det var ikke en by, jeg selv havde tænkt mig at besøge, men tror gerne jeg vil tilbage engang. Jeg er i hvert fald faldet mere for den, end jeg havde regnet med.
Vi kom sikkert med flyet hjem og endte på Hamilius. Blev kørt hjem og hvilede ud i haven resten af dagen. Det var skønt. Fik slappet af og hygget mig.
Hverdagen vendte tilbage. Men det var ikke uoverskueligt, fordi børnenes næste ferie stod for døren. Jeg var ude af huset hver aften den uge. Også mange af mine formiddage gik med besøg. Det var en skøn uge. Vejret, mit overskud.. det var der. Torsdag formiddag kom Stefanie ud til mig. Vi lavede ikke rigtig noget. Lå lidt på sofaen og slappede af. Hun fortalte, at hun havde fri i weekenden. Hun ville gerne væk og have pause fra familien. Spurgte hvor vi skulle tage hen. Hun svarede Paris. Og Paris det blev. Jeg søgte i flere timer efter et hostel eller et hotel. Jeg var lige ved at give op. Men til sidst fandt jeg et. Det var ret dyrt, men nu gjorde vi det. Meget spontant. Togbilletterne kostede en formue. Heldigt, at jeg havde sparet op, ellers havde det ikke været muligt. Fredag arbejdede jeg hele dagen. Først her og senere hos svenskerne. Tog direkte videre ind til Stefanie. Vi kunne ikke rigtig sove. Det var underligt. Ikke ubehageligt. Vækkeuret gik i gang alt for tidligt. Men vi skulle op og vi var på vej. 3 timer efter var vi i Paris på vej til vores hotel. Først endte vi det forkerte sted. Man kan altså ikke kalde to hoteller i nærheden af hinanden for det samme navn. Fandt dog endelig vores rum.. eller saunaen, som vi kaldte den. Haha.. Der var træ over det hele. Alt var træ. Udsigten var fantastisk. Vi kunne næsten røre betonmuren på den anden side.
Der var så meget, der gik galt på den tur. Vi mistede så meget. Det slog os ikke ud. Det er længe siden, jeg har grinet så meget, som jeg gjorde den forlængede weekend.
Vi havde begge været i Paris før, så der var ikke noget, vi sådan skulle se. Jeg ville dog gerne gense Sacré Coeur. Det gjorde vi som noget af det første. Vi sad der i flere timer og spiste vores medbragte madpakke. Stemningen var en helt anden. Dejlig. Som om der ingen forventninger var. Ingen børn. Ingen fremtid eller fortid. Der var bare det her. Og det var lige det jeg gerne ville have.
Vi gik videre rundt i kvarteret. Så ’verdens længste butik’. Man skal se den for at tro det. Den er to etager og forsætter videre ind i bygningen ved siden ad. Og videre over på den anden side af gade. Den er så lang.. de må have ALT!
Om aftenen satte vi os igen op på Sacre Coeur med en medbragt pizza. Jeg ved ikke, hvor mange timer vi var der. Mørket faldt på og forskellige kunstnere underholdte med jonglering og musik.
Til sidst fandt vi trætte hjem i seng. Vi havde set så meget, uden rigtig at se det.
Søndag blev tilbragt på en velo. Vi havde lejet to citycykler efter meget brok over maskinen, der ikke ville udlevere nogen til os. Vi cyklede så i 6 timer med adskillige pauser. Cyklede forbi alle mulige statuer, Eiffeltårnet, Triumfbuen og hvad der ellers lige var på vejen. Vi lavede vores egen tekst til ’Ti små cyklister’. Her kommer en bid.
’To små aupairpiger tog toget til Paris. En af dem mistede et tæppe, og så var der lidt mindre at tage med hjeeeem. Der var en, der to, der var to, der var to, der var to på cykeltur. Der var to, der var to, der var to, der var to, der var tooooo på cykeltur.’
Vi nåede op på 16 af sådanne vers.
Lørdag var en fantastisk dag. En dag jeg sent vil glemme. Vi kunne det hele. Måske fløj vi i stedet for at cykle. Det føles lidt sådan, når jeg tænker tilbage.
Men også lørdag måtte slutte og vi faldt trætte i søvn efter en dejlig middag. Vi havde spist på en lille ussel restaurant, hvor tjeneren snakkede ufattelig hurtigt. Vi sad midt i Paradis. Det sagde busstoppet i hvert fald.
Sidste dag… og virkeligheden ville snart ramme os. Pakkede vores ting og tog metroen til Luxembourg. Gik ind i haven og lagde os. Haha.. I Luxembourg Parken i Paris. Fik skrevet lidt kort og dagbog. Men lige meget, hvor meget jeg skrev, så kunne jeg ikke få det hele med. Og vi havde jo ikke lavet så meget. Det var mærkeligt.
Vi lagde os på en græsplæne og i løbet af 10 minutter, var den invaderet af mennesker. Da vi havde spist frokost kom en betjent og fik os væk. Man må ikke sidde på græsset i parkerne. Det syntes vi virkelig var skørt. Endnu værre var det med den park, der intet græs havde. Overhovedet. Vi fandt det rigtige sted, hvor man måtte sidde. Nød det sidste stykke tid og måtte derefter tilbage.
Satte os i toget… og så var det hele ovre. Hmm..
Pigerne og MB var i Danmark, så jeg tullede bare rundt. Tog en dag hjem til Gitte og cyklede af sted. Ikke mod noget specielt. Bare sådan ’højre’ ’venstre’. Vi nåede næsten til Frankrig. Bare sådan lige. Det var vildt sjovt. Også selvom min numse var øm efter de 6 timer i Paris og cyklen var en mandecykel. Først alt for stor og senere for lille. Med kun et gear og halvflade dæk.
Ellers tilbragte jeg det meste af tiden som hjælper. Passede lidt børn hos andre. Hyggede mig og nød ferien.
MB og Jan har fået den sammen sviger-ap-datter igen i år. Men så kender de hende jo allerede.
Jeg har det godt og nyder livet. Gør det. Det er mit motto lige nu. Hører meget Thomas Buttenschøn og ’Det glade pizzabud’. Underligt hvorfor jeg pludselig ikke kan få nok af dem.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar