Hvor går tiden dog hurtig...

Okay, jeg dropper det med at skrive dagbog hver dag. Det kan jeg ligesom fornemme, at det ikke holder.

Jeg har siden sidst fået meget mere styr på byen, pigerne og AP’erne. Vi ses ofte, og når det ikke er fælles alle sammen, så ses vi i mindre grupper. Lige nu snakker jeg mest med Gitte, Lea, Malene, Anna, Sif og Camilla. Desværre skal Camilla snart hjem. Æv altså. Det er selvfølgelig hende, jeg klinger bedst med. Hun får gruppen samlet og sætter gang i den. Så vi er vist alle ret trætte af, at hun vælger at tage på guideskole, selvom hun har fået tilbuddet om at blive hos hendes familie.

Hver anden onsdag mødes alle AP’erne. Vi er ved at være en del. Udover os danske er der i år kommet to svenskere og en nordmand med. Hmm.. jeg håber det kommer til at gå. Sprogbarrieren er endnu for høj, til de kan følge med. Men jeg har tænkt mig at gøre mit. Skal mødes med Gerd engang i denne uge. Vi har også en hestepige i klubben, som er taget her til for at passe heste. En noget broget forsamling. Af større fællesting har vi snakket kort om vores udlandsrejse, julefrokost og en tur ud og klatre. Der er sådanne forskellige baner hernede, hvor man skal klatre i træerne. En af de letteste baner er vist nok 10 meter over jorden. Uhh.. gips. Eller nej, jeg tror det bliver sjovt. Det skulle være en god tur til at blive rystet sammen på.

Hverdagen er ved at trænge igennem. Mine pligter faldet mere på plads og er ved at blive til en fast rutine. I tirsdags lavede jeg mad, som selv børnene kunne lide. Ikke at de er vildt kræsne, men stadigvæk. En mindeværdig oplevelse var i fredags, da pigerne var kommet hjem fra skole. Vi spiste hurtigt lidt, da klokken er over 16 før de er hjemme. Da de skulle til at smutte, sagde jeg: ”Hov, har I ikke glemt noget?” Og den mindste svarede: ”Ja, jeg kan jo ligeså godt gøre det med det samme.” Og der stod jeg med et kæmpe ’YES’ og tænkte… så må jeg bare blive ved. Der er nu en del endnu vi skal have på plads, før jeg er tilfreds. Men mon ikke det kommer med tiden!?

Ellers går det godt. Jeg er ved at falde til hos familien. Kende deres regler og rutiner. Det er nu lidt sjovt at få ’forældre’ igen. Men det er hyggeligt og jeg har jo stadig mit værelse, hvor jeg kan søge op, når jeg vil være lidt alene.

Jeg nyder busturene, selvom de sikkert kommer til at kede mig. Men når man sidder der og kigger ud af vinduet, så går tiden og tankerne flyver af sted. Eller det er ikke engang rigtige tanker, det er mere dagdrømmeri. Jeg nyder det simpelthen. Jeg er heller ikke nervøs mere, når jeg skal med bussen. Jeg kender begge de ruter, der kører ud til mig, og jeg ved rimelig, hvornår jeg skal ’vågne op’. Byen er også ved at falde på plads. Jeg kan finde nogle få steder, som vi hænger meget ud. Så jeg behøver ikke længere følges med nogen, men vil helst – fordi det er hyggeligt.

Jeg har endnu ikke været ude at shoppe. Men det er måske godt nok. Det vildeste jeg har prøvet er, at gå ned i det lokale supermarked MATCH. Jeg låner et løbehjul og suser så derned. I Luxembourg hverken cykler eller går man. Det meste foregå i bil og ellers med bus. Men når man kan handle ind og nå frem og tilbage på en time, så synes jeg altså, det er noget nemmere at løbe på løbehjul end at tage bussen.

I sidste onsdags var jeg en tur i svømmehallen ’La Coque’ [la kok]. Det ligner en million udefra. Det er virkelig en flot bygning. Men indefra er den nu ikke noget at prale af. Det er en helt almindelig svømmehal og der er ikke engang en rutschebane. Derefter spiste vi i Osjong (der ikke staves sådan). Det er et kæmpe center med bl.a. en dagligvarebutik, der er større end selv den største Bilka. Tror jeg bliver væk, hvis jeg tager derind.

I weekenderne tager vi tit på Scotts. Det er et rimelig billigt sted, hvor man kan hygge. Det er en slags bar/cafe/pølsevogn. Lidt en sjov blanding… I fredags kom vi ind på VIP helt gratis. Da vi hørte, at det kostede 15 euro for at komme ind, så vendte vi om igen. Det gad vi ikke betale. Men da de så vi gik, så skiftede de mening og vi kom gratis ind. Senere samme aften gik vi ind på White. Det er (som VIP) et sted man kun kommer, hvis man har penge – eller kommer gratis ind. AP’erne er stødt på en mangemillionær. Og når man kender ham, så kan man pludselig alt. Vi kom ind og hilste på ham. Synes nu ikke lige det er min stil, men indrømmer gerne, at det var sjovt at prøve. Men men men… mon ikke, jeg fra nu af kommer til at gå mere på muko Muko? Der kan man danse grimt og betale for sig selv.

Nå, det må være nok for denne gang. Jeg smutter ud i køkkenet, hvor der lige nu bliver malet med vandfarver.