Blandet godt om lidt af hvert

Ting jeg ikke vidste om Luxembourg, men som stadig kan undre mig.

I Luxembourg går/cykel børn ikke selv. Ikke engang ned til bussen eller hen til en veninde. Forældrene kører gladelig børnene frem og tilbage. Også selvom det er under en kilometer. Og skulle det ske, at forældrene ikke var hjemme, henter og bringer venindes forældre da bare.

Voksne går/cykler heller ikke. Så folk kigger underligt på mig, når jeg kommer rullende hen til MATCH (den lokale brugs). Men helt ærligt… det tager under en time at rulle frem og tilbage og handle ind!!

Luxembourger snakker ret sjovt. Det er en flok sønderjyder hele bundet. Når man møder folk siger de ’Möjn’ eller de siger ’Möjen’.

I Luxembourg går alle busser til Luxembourg, så skal man til nabobyen skal man ofte forbi centrum, for at komme derhen.

I de luxemburgske skoler har børnene 2 timers middagspause, hvor de endte bliver på skolen eller kommer hjem og spiser. De har derfor lange dage helt til kl. 16.

I Luxembourg er det kulturelt år i år, og der bliver derfor spillet en masse musik på torvet.

I Luxembourg har de mange nøddetræer.

I Luxembourg centrum på busterminalen Hamilius står der en skulptur, der ligner en blå dame. Den er ikke særlig yndefuld, men alligevel sælger de små udgaver af den til mange penge.

I Luxembourg har de plastik på siderne af broerne (de nyere), for at undgå at folk springer ud og begår selvmord. Okay.. den var lidt kedelig.

I Luxembourg er der ikke noget, der hedder ’forfest’. Det hedder direkte i byen på en bar/café og så tidligt hjem eller på diskotek. Langt de fleste steder lukker allerede kl. 01. Men der er nu også steder, man kan danse natten lang.

I Luxembourg skifter vejret enormt hurtigt. Inden for få minutter kan det gå fra skyfri himmel til regn. I søndags var det sommer og 27 grader, vi badede og var ude. Mandag var der 14 grader og langbukserne blev fundet frem.

Så om alt muligt andet. Jeg er begyndt så småt at spille guitar og har kastet mig ud i hele ’Kiss me’ (som jeg kun kunne halvdelen af) og diverse børnesange. Derudover er jeg startet på ’Et helt nyt liv’ (Aladdin) og kan sådan set godt spille det meste. Det går bare ufattelig langsomt.

I denne weekend skal jeg passe børnene på fuldtid, da begge forældre er i udlandet. Så det skal nok blive sjovt. Desværre går jeg glip af brunch og afskedshygge hos Camilla, hvilket jeg er ret ked af. Men jeg skal se hende i aften sammen med alle de andre au pairs og kan jeg måske se hende mandag, inden hun smutter hjem til Danmark og uddanner sig til guide et eller andet sted.

Min hverdag:
Hver dag skal jeg vaske tøj (de vasker konstant deres tøj). Ordne sengene, hurtigt ordne værelserne, køkkenet og stuen.
Hver dag kommer Jan hjem ved en 17-tiden.
Hver dag skal jeg hente og bringe dem til og fra bussen (dog ikke om morgenen).

Mandag kommer børnene hjem og spiser kl. 12-14. Så kommer de hjem kl. 16 og jeg skal søger for, at de får lidt mad, pakker ud og laver lektier.

Tirsdag skal jeg gøre min etage ren. Børnene kommer hjem kl. 12, vi spiser sammen og skal ikke i skole mere. Jeg skal sørge for at Sara kommer til karate med den lokale bus Charlie (der kører med børn). Sofie skal til fodbold og jeg skal også sørge for, at hun kommer af op på. Derefter skal jeg så lave mad.

Onsdag spiser pigerne på skolen og jeg har tid til at tage besøger andre, hvis de har tid. Onsdag er den dag, der er mest vasketøj. Gerne 3 vaske. Hver anden onsdag mødes vi i au pair klubben og aftaler ture og småting. De andre onsdag skal vi forsøge at mødes selv og lave noget fælles.

Torsdag kommer pigerne hjem kl. 12 og vi spiser sammen. Så skal jeg sørge for at Sofie kommer med Charlie og kommer af, når hun er færdig med fodbold/musik (det ligger lige nu oveni hinanden, men de forsøger at flytte musik til senere).

Fredag kommer de hjem kl. 16 og jeg skal sørge for at Sara kommer til karate. Og når Jan kommer hjem har jeg weekend.

Lørdag og søndag er fri, så længe forældrene ikke skal ud og spille golf. Så der er jeg sammen med AP’erne.

Det var kort min ugeplan. Der er nogle gange småting, som jeg skal sørge for. Det bliver så skrevet på en seddel til mig. Det er ikke så slemt som det måske lyder. Der er en del fritid, hvor jeg kan være mig selv.

Jeg har nu fået fat i Joan, og jeg har aftalt, at jeg skal derud en dag. Jeg skulle hilse mange gange.
Nu må jeg hellere begynde at pakke, så jeg kan komme til møde.

Hvor går tiden dog hurtig...

Okay, jeg dropper det med at skrive dagbog hver dag. Det kan jeg ligesom fornemme, at det ikke holder.

Jeg har siden sidst fået meget mere styr på byen, pigerne og AP’erne. Vi ses ofte, og når det ikke er fælles alle sammen, så ses vi i mindre grupper. Lige nu snakker jeg mest med Gitte, Lea, Malene, Anna, Sif og Camilla. Desværre skal Camilla snart hjem. Æv altså. Det er selvfølgelig hende, jeg klinger bedst med. Hun får gruppen samlet og sætter gang i den. Så vi er vist alle ret trætte af, at hun vælger at tage på guideskole, selvom hun har fået tilbuddet om at blive hos hendes familie.

Hver anden onsdag mødes alle AP’erne. Vi er ved at være en del. Udover os danske er der i år kommet to svenskere og en nordmand med. Hmm.. jeg håber det kommer til at gå. Sprogbarrieren er endnu for høj, til de kan følge med. Men jeg har tænkt mig at gøre mit. Skal mødes med Gerd engang i denne uge. Vi har også en hestepige i klubben, som er taget her til for at passe heste. En noget broget forsamling. Af større fællesting har vi snakket kort om vores udlandsrejse, julefrokost og en tur ud og klatre. Der er sådanne forskellige baner hernede, hvor man skal klatre i træerne. En af de letteste baner er vist nok 10 meter over jorden. Uhh.. gips. Eller nej, jeg tror det bliver sjovt. Det skulle være en god tur til at blive rystet sammen på.

Hverdagen er ved at trænge igennem. Mine pligter faldet mere på plads og er ved at blive til en fast rutine. I tirsdags lavede jeg mad, som selv børnene kunne lide. Ikke at de er vildt kræsne, men stadigvæk. En mindeværdig oplevelse var i fredags, da pigerne var kommet hjem fra skole. Vi spiste hurtigt lidt, da klokken er over 16 før de er hjemme. Da de skulle til at smutte, sagde jeg: ”Hov, har I ikke glemt noget?” Og den mindste svarede: ”Ja, jeg kan jo ligeså godt gøre det med det samme.” Og der stod jeg med et kæmpe ’YES’ og tænkte… så må jeg bare blive ved. Der er nu en del endnu vi skal have på plads, før jeg er tilfreds. Men mon ikke det kommer med tiden!?

Ellers går det godt. Jeg er ved at falde til hos familien. Kende deres regler og rutiner. Det er nu lidt sjovt at få ’forældre’ igen. Men det er hyggeligt og jeg har jo stadig mit værelse, hvor jeg kan søge op, når jeg vil være lidt alene.

Jeg nyder busturene, selvom de sikkert kommer til at kede mig. Men når man sidder der og kigger ud af vinduet, så går tiden og tankerne flyver af sted. Eller det er ikke engang rigtige tanker, det er mere dagdrømmeri. Jeg nyder det simpelthen. Jeg er heller ikke nervøs mere, når jeg skal med bussen. Jeg kender begge de ruter, der kører ud til mig, og jeg ved rimelig, hvornår jeg skal ’vågne op’. Byen er også ved at falde på plads. Jeg kan finde nogle få steder, som vi hænger meget ud. Så jeg behøver ikke længere følges med nogen, men vil helst – fordi det er hyggeligt.

Jeg har endnu ikke været ude at shoppe. Men det er måske godt nok. Det vildeste jeg har prøvet er, at gå ned i det lokale supermarked MATCH. Jeg låner et løbehjul og suser så derned. I Luxembourg hverken cykler eller går man. Det meste foregå i bil og ellers med bus. Men når man kan handle ind og nå frem og tilbage på en time, så synes jeg altså, det er noget nemmere at løbe på løbehjul end at tage bussen.

I sidste onsdags var jeg en tur i svømmehallen ’La Coque’ [la kok]. Det ligner en million udefra. Det er virkelig en flot bygning. Men indefra er den nu ikke noget at prale af. Det er en helt almindelig svømmehal og der er ikke engang en rutschebane. Derefter spiste vi i Osjong (der ikke staves sådan). Det er et kæmpe center med bl.a. en dagligvarebutik, der er større end selv den største Bilka. Tror jeg bliver væk, hvis jeg tager derind.

I weekenderne tager vi tit på Scotts. Det er et rimelig billigt sted, hvor man kan hygge. Det er en slags bar/cafe/pølsevogn. Lidt en sjov blanding… I fredags kom vi ind på VIP helt gratis. Da vi hørte, at det kostede 15 euro for at komme ind, så vendte vi om igen. Det gad vi ikke betale. Men da de så vi gik, så skiftede de mening og vi kom gratis ind. Senere samme aften gik vi ind på White. Det er (som VIP) et sted man kun kommer, hvis man har penge – eller kommer gratis ind. AP’erne er stødt på en mangemillionær. Og når man kender ham, så kan man pludselig alt. Vi kom ind og hilste på ham. Synes nu ikke lige det er min stil, men indrømmer gerne, at det var sjovt at prøve. Men men men… mon ikke, jeg fra nu af kommer til at gå mere på muko Muko? Der kan man danse grimt og betale for sig selv.

Nå, det må være nok for denne gang. Jeg smutter ud i køkkenet, hvor der lige nu bliver malet med vandfarver.

Hola i det danske

Landede sikkert i Luxembourg lørdag aften. Pakkede lidt ud, inden jeg smuttede ned under dynen. Jeg var træt efter den lange køretur og de 10.000 spørgsmål fra pigerne.

Søndag morgen fik jeg resten kastet på plads inden morgenmaden. Vi spiste og pigerne skulle afluses. Dejlig start, ikk? Må hellere præsentere familien: Far Jan, Mor Maj-Britt og pigerne Sofie på 6 og Sara på 9. Pigerne har selvfølgelig prinsesselangt hår, dog heldigvis lyst. Vi tog bussen ind til byen. Det var en specialbus, der kun kørte, fordi der er noget tivoli hernede (det var sidste dag, det var der). Blev hurtigt præsenteret for byen. Jeg har stadig INGEN fornemmelse af den. Heldigvis kan man spørge... eller nej. Jeg har været ret uheldig og støde på franskmænd. Så står man og ved ingenting.
Vi fik frokost på en sandwichbar og gik derefter over i parken. Der er et kæmpe piratskib som børnene kan lege i. Børnene og selvfølgelig Stine. Jeg scorede points hos dem, da jeg tog to ture i rutschebanen. Folk kiggede godt nok lidt, men det var nu sjovt. Vi tog bussen hjem igen. Jeg fangede ikke, hvor vi kørte hen, eller hvor jeg skulle stå af. Det finder jeg nok ud af med tiden. Går rundt med små sedler i lommen, hvor der står navnet på det stoppested jeg skal af på afhængig af den bus jeg er med. Har også adressen og telefonnummeret på et, så helt galt går det vel ikke.

Mandag gik det for alvor løs. Jeg havde børnene på fuldtid, da den Luxembourgske skole ikke er begyndt endnu. Det var ret forvirrende og noget svært at vise, hvor man står, når man selv spørger om vej. Alle tingene og husets regler fløj rundt i luften. Samtidig fejrede vi min fødselsdag. Vi gik ned til supermarkedet... og selvom der ikke er mere end en kilometer, tvivler jeg kraftigt på, at de normalt går eller cykler derhen. Vi fik købt taletid til mobilen, men jeg manglede stadig pinkoden til det efterladte simkort.
Pigerne besluttede sig for, at vi skulle lege med træ. Efter en masse besvær fik jeg en flagstang og en helikopter, der både er en slæde og en bil samtidig (det er der nok ikke mange, der har!!). Derefter tegnede vi. Sikke jeg blev begavet den dag.

Anna (en af au pair pigerne = AP'erne) havde annonceret min fødselsdag. Tog med besvær bussen ind til byen. Desværre holdt den ikke på Hamilius (busterminalen), men ved Le Royal. Dette vidste jeg ikke, så jeg kom ud på en mindre løbetur for at nå det. Kiggede længe efter de andre AP'er, men kunne ikke finde dem. Overvejede om de var gået... heldigvis fik jeg øje på dem helt ovre på den anden side. Lidt mere rolig, gik vi på cafe/bar Scotts. Det var meget hyggeligt, men også lidt mærkeligt, når jeg ikke kendte nogen af dem. Der er en del 'pæne' piger i flokken, men også et par helt almindelige. Skønt.
Lea og jeg gik en halvtime før busafgangen, så vi var sikre på at komme med. De andre sagde godt nok, at det ikke tog mere end et kvarter. Alligevel lykkedes det os at gå til hele vejen og ikke nå det. Vi spurgte mange om vej, men tror stadig ikke, at vi er gået den korteste vej. Så jeg måtte ringe efter Jan. Han vil gerne hente mig her i starten og også senere, hvis det bliver nødvendigt.

Tirsdagen startede med en besked fra forældrene. Rengøringskonen var kommet. Hun talte kun fransk. Så vi kommunikerede fantastisk. Jeg fik flere ting, jeg skulle ordne. Nåede det meste, inden Jan kom og vi skulle til fodbold med Sofie. Sara og jeg så på. Havde kameraet med... Mit nye kamera. Sofie er næsten et hoved højere end de andre spillere også selvom de er på samme alder.

Internettet ville stadig ikke virke på min computer. Det var ret irriterende, da min telefon heller ikke virkede. Informationen til AP'erne foregår over msn eller over vores hjemmeside. Lidt svært at følge med i! Måtte tilsidst selv opgive og måtte ty til Kalle. Og selvfølgelig kunne han ordne den. Jubiii.. nu går den bare nogle gange i blå skærm igen. Jeg krydser fingre for at det går over.
Jeg fik min pinkode til mobilen af Anne. Fik også fyldt taletid på.. så nu er jeg mobil igen.

Onsdag var vejret bedre end tidligere. Der var solskin og rimelig varmt. Vi aflusede igen igen.. håber snart de er ovre det. Vi hoppede i rulleskøjterne og kørte lidt rundt uden for. Sofie og jeg fik vores første kamp.. det tog næsten 20 minutter, får hun gav sig - og så var vi gode venner igen :)
Senere fik hun besøg af en veninde. De ville ud at bade. Uhhh.. det var godt nok for koldt til at bade i. Men det stoppede nu ikke dem.
Jeg skulle med til Ladies Night i Utopolis. Der var forpremiere på en tøsefilm, så AP'erne havde arrangeret, at vi skulle mødes derinde. Problemet var bare, at der var udsolgt allerede kl. 10. Hvad skulle jeg så?! Endte med at Lea og jeg tog ud for at spise. Det var faktisk rigtig hyggeligt. Fik mere styr på hende og hørte hende fortælle om det hele. På vejen hjem stødte vi på Gitte. Hun virkede også til at være meget nede på jorden.
Fik taget den rigtige bus og stod af det rigtige sted. Jeg var ssssåååå stolt! Fandt træt hjem i seng efter en dejlig dag.